Louise Juhl

Jeg har ikke vinterferie, men jeg har alligevel lyst til at besøge min mor, hele tiden, at tage toget fra Skanderborg til Aalborg, derfra bus 13 til Gug Øst, stå af ved Agervangen, gå det lille stykke op til Grantoften, ind ad bagdøren, der aldrig er låst, til bryggerset, hvor der på bordet vil ligge en svamp til skocreme, som min far har glemt at lægge på plads. Jeg vil banke på ind til gangen, men uden held, for min mor kan ikke høre på sit venstre øre og er døv på det højre, “Hej,” vil jeg prøve, og lidt efter “HEJ” noget højere, og endelig vil min mor høre mig og komme løbende ud fra køkkenet: “Jamen dog!” Klappe i hænderne: “Hvad skyldes æren?” Hun vil tage min jakke og hænge den på en bøjle, mens jeg protesterer: “Det kan jeg da selv gøre, mor”
Så alle spørgsmålene: Er du sulten? er du i bil eller med tog? har Mumrik det godt? hvad bringer dig på disse kanter? Jeg vil svare, at Mumrik har det fint, at jeg er med tog, at jeg er taget herop, fordi jeg savner hende, og min mor vil skynde sig at skifte emne, sige : “Ja, det er godt med dig,” og i stedet tale om en ny jakke, hun har købt, som hun er i tvivl om klæder hende. – “Hvad synes du?”
Sådan vil de næste par timer gå, til sidst vil jeg rejse mig og sige: “nå men”, og min mor vil svare “Allerede?” Før jeg går, vil hun række mig en lille pose med iranske dadler, en halv rulle digestivekiks og en konvolut, hvor hun udenpå har skrevet “lidt til billetten”, indeholdende to hundrede kroner og en tørret firkløver.
Lige efter Arden vil jeg spise den første dadel.