Louise Juhl

Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. I sidste uge skrev jeg en besked til en veninde, Er du ok? spurgte jeg. Efter 6 dage skrev hun tilbage. – En slags ok, lød svaret, så præcist. Jeg tænker meget på hende. Og på min mor, der fylder 80 næste gang, om hun mon får lov at leve til hun bliver halvfems, hundrede måske. Hvad vi så skal nå. Jeg vil gerne, at hun lærer mig at binde grøftekantsbuketter. Min mor har et helt særligt blik for den slags, for hvordan svedent græs klæder klokkeblomsten, for eksempel. Min mor har i det hele taget en helt særlig evne til at få øjne det svedne, grøftens okker. Jeg ved vist ikke rigtigt, hvad jeg vil sige med det.
Jeg vil også gerne, at vi når på højskole, noget, hvor vi skal bruge vores hænder. Væve billedtæpper for eksempel, jeg er sikker på, at min mor vil være god til den slags. Hun vil finde motiver ingen andre har tænkt på: En salamander eller en afbidt kogle. Jeg elsker allerede det tæppe.
Min mor har altid holdt af ting i læder, ikke tøj, men tasker, punge, tornystre. Så sparer hun op i årevis for at købe en pung i ægte kernelæder, den helt rigtige farve med præcis det antal rum, der kræves af en læderpung. Ét rum til sedler, ét til visitkort og frimærker, et tredje til gemte bon’er og digtlinjer. ”Hun ligger som en hudafskrabning i gruset,” har hun skrevet af på en seddel og på en anden: ”En dag man måske som sædvanligt har glemt man skal dø.” I et særligt rum gemmer hun en enkelt presset firkløver i et lille gennemsigtigt chartek, jeg har aldrig set et chartek i den størrelse før. Hvis min mor lever til hun bliver hundrede vil jeg spørge, hvor linjerne stammer fra. Hun behøver ikke at svare.
I går læste jeg i ”De urolige” af Linn Ullmann, her citerede hun sin far for at sige, at vreden er følelsernes svar på absolut gehør. Hvor folk med en overudviklet høresans kan høre trækroner suse og udbryde ”Hør, et A!”, kan mennesker med særligt gehør for vreden mærke mere, end hvad godt er.-  Derfor er det af største vigtighed at kunne tøjle sit gehør, siger faren. For ingen kan tåle at mærke alt. Nogle gange tænker jeg, om min mor har et særligt gehør for det svedne, hudafskrabningerne, dagenes umærkelige død. Jeg tror det, og jeg tror, at hun har brugt et helt liv på at tøjle det gehør.