Louise Juhl

Da jeg var mindre troede jeg, at et sørgebind var en slags mentalt hygiejnebind, et stykke tekstil, der skulle forhindre folk i at græde over.
Jeg forestillede mig, at bindet fandtes i forskellige tykkelser, alt efter hvor ked af det, man var, og at der var særligt tykke bind til natten, fordi risikoen for at græde igennem den, var størst.
“Undskyld, jeg har min periode,” kunne man forklare sig, hvis man havde brug for at være lidt alene ( eller “jeg har det det bløde” istedet for “jeg har det røde”). Man kunne få lov at træde af (på naturens vegne): skifte bind, frigræde eller bare triste igennem.
Jeg synes egentlig ikke, at tanken er dum.