Louise Juhl

Alt går ud i ét ligesom mørket en oktobermorgen. I flere uger har jeg ikke haft natlige drømme, til gengæld er mine morgener fulde af sand og glas og tid. Jeg taler med hunden for at dække over, at jeg taler med mig selv:

Har du det godt? spørger jeg

Er du ensom? spørger jeg

og dyret lægger sig kælent på ryggen: spreder ben, blotter køn. Tænk at være så ublu forbundet til sine behov. Mine tanker er skovlede og mosgrønne, sommeren er forlængst forbi. Kun mine bryster hænger stadig ved, som triste serpentiner længe efter at festen er slut.