Louise Juhl

Jeg er begyndt at spise om natten. Igen.
Jeg vågner og føler sult. Jeg forsøger først at ignorere det, jeg vender mig om, så om igen. Jeg lægger en hånd under kinden, det skulle virke beroligende, trækker vejret ned i maven, puster ud. Ender med at trække dynen op over hovedet, bygger hule og prøver forestiller mig, at jeg er en bjørn, der er gået i hi. Jeg har hørt, at bjørne ingenting spiser i de tre måneder, de er i dvale.
Jeg er ikke en bjørn. Jeg rejser mig, lister ud af soveværelset, ned ad trappen til køkkenet. Overvejer, hvad jeg kan spise. Jeg undgår citrusfrugter, fordi de fucker min mave op, jeg undgår ting, der feder, fordi det fucker min krop op, jeg undgår alt, der knaser, fordi det fucker stilheden op. Det efterlader mig i valget mellem sukkerfri skumfiduser og syltede rødbeder. Jeg vælger dem begge. Umage blanding, indrømmet, men trods alt bedre end de marinerede kryddersild, som er det eneste alternativ.

Imorgen får jeg besøg af min mor, jeg vil servere Darejeeling The fra Perchs for hende – og Wasa knækbrød med Vesterhavsost. Hun fortjener det bedste.