Louise Juhl

I nat stod jeg op for at spise, hver dag beslutter jeg, at jeg ikke vil stå op for at spise, i nitten år har jeg hver dag besluttet, at jeg ikke vil stå op om natten for at spise, det er højst uhensigtsmæssig, siger de lærde, at spise om natten, hele systemet bliver vendt på hovedet, pulsen pulser, halsen halser, kroppen kropper, det er ikke meningen, at kroppen skal kroppe om natten, siger de, om natten skal kroppen sove, om natten skal sulten sulte, alligevel stod jeg op i nat, jeg stod op og gik ned ad trappen og ud i køkkenet, jeg gik ud i køkkenet fast besluttet på ikke at spise, det er højst uhensigtsmæssigt, igen i nat, uhensigtsmæssigt.

Jeg undgår at spise citrusfrugt, det fucker mine tarme op, jeg undgår  at spise fedt, det fucker min vægt op, jeg undgår at spise ting, der knaser, det fucker stilheden op, jeg undgår alt og alligevel spiser jeg som aldrig før, en pose sukkerfri skumfiduser blev det til i nat – og to syltede rødbeder, karens hjemmesyltede fra haven i Skærbæk, sprøde og søde og perfekte at spise, bare ikke om natten, om natten skal man sove, i nat spildte jeg rødbede ned ad min natskjorte, en stor plamage på brystet af den hvide skjorte, det er helt umuligt at få rødbede af tøjet, tænkte jeg, og puttede endnu en rødbede i munden som trøst, i nat, højst uhensigtsmæssigt.

Jeg har tit tænkt på, hvad det kommer sig af, denne særlige sult om natten, hvad der ligger bag, måske ligger der ikke en skid bag, måske er sulten bare sult og natten bare nat, ligesom en rødbede bare er en rødbede, og en rose er en rose er en rose, jeg er træt af at tænke, jeg er træt af bagvedliggenheder, jeg er træt af rødbeder, af roser, i morgen kommer min mor, hun hedder Inge, hun spiser ikke om natten.

Da jeg var barn, syntes jeg , at min mors navn, at Inge, lød som ingen, jeg tænkte, om det var med vilje, at min mormor og morfar havde kaldt min mor for ingen, jeg syntes, det var synd for min mor, hendes navn, når jeg fortæller hende om det, når jeg siger, at det er synd, svarer hun, at jeg ikke skal bekymre mig: ”jeg har levet i otteoghalvfjerds et halvt år som Inge,” siger hun, ”det går helt fint, jeg er ikke ingen, jeg er din mor,” siger hun og kysser mig på kinden.

Så spørger hun mig, om jeg har penge nok, om jeg har tøj nok, om jeg er sulten nok, jeg svarer, at hun ikke skal bekymre sig om mig, at jeg har levet i fireogfyrre et halvt år med min sult og mit navn, Louise, der rimer på at spise, jeg siger til hende, at jeg klarer de næste fireogfyrre også, men det er løgn, jeg klarer ikke en skid: ”Hej, mit navn er Louise, igen i nat stod jeg op for at spise, jeg fik rødbedepletter på min hvide natskjorte, det er højst uhensigtsmæssig.”