Louise Juhl

Jeg er begyndt at skrive manuskript til mine drømme. Det startede, da jeg afsluttede min terapi. Drømmene må ikke handle om fugle, heller ikke om tasker eller tænder, der falder ud.

Engang drømte jeg om den slags. Fugle og tasker og tænder. Det var indtil, min terapeut pegede dem ud i et leksikon. En slags periodisk system, tror jeg, det var, hvor drømmenes elementer var inddelt både på den ene og på den anden led i klasser og perioder. Fugle, tasker og tænder tilhørte samme klasse og også samme periode.
”Er det godt eller skidt?” spurgte jeg terapeuten, og jeg kunne se, at han løj, da han svarede: ”så simpelt kan man ikke stille det op.” Rynken i hans pande og måden, han noterede i sine papirer på, afslørede, at han talte usandt.

Det var der, jeg besluttede mig for at skrive manuskripter til mine drømme. Nu handler de om bænkebidere og asfalt og saltvand og oliven.