Louise Juhl

Hun fortæller mig tit, at det vigtigste er, at jeg får mig en uddannelse.

– Det er vigtigere end ALT andet, understreger hun, – for så kan du forsørge dig selv, og risikerer ikke at blive fanget i et ulykkeligt forhold på grund af penge.

Hun siger det tit, ind imellem flere gange på en dag.

– Det har du sagt, mor, svarer jeg hende, men hun insisterer:

– Det kan ikke siges for tit!

Det er ikke fordi, jeg ikke forstår, hvad hun siger, eller fordi jeg er uenig, men det skræmmer mig.
Måden hun siger det på – hårdt! – igen og igen: Det vigtigste i tilværelsen, er friheden til at kunne gå.

Vigtigere end mine brødre og mig? tænker jeg, og hver gang min mor tager cyklen for at hente en liter mælk eller går i haven for at samle æbler til gele, banker mit hjerte som en besat. For hvad nu hvis hun vælger at klare sig selv – at gå. Skal jeg så gå efter?