Louise Juhl

I torsdags var min mor på besøg, hun fortalte mig om sin nabo, Bitten. Bitten har, 14 år efter sin mands død, fundet sig en kæreste, han hedder Ole. Ole er 89. “Han er en sød mand,” siger min mor, selvom hun endnu ikke har hilst på ham. ”Men han går nydelig klædt, og så har han lagt fliser til Bittens nye terrasse.”
Hvad mere kan man forlange?
Min mor er blevet gråhåret.
I mange år fik hun ellers farvet sit hår – hver tredje uge hos Salon Yvonne i Hasserisgade. Salonen lå i stueetagen i en herskabelig villa, der havde løvefødder på trappen op til førstesal og dybrøde gardiner for vinduerne, der gik helt ned til gulvet.
Yvonne hed egentlig Aase, men når hun tog telefonen, sagde hun altid “Hos Yvonne, goddag” med en let syngen, og med tiden gled salonens og hendes eget navn navn sammen til eet. Yvonne havde sin mor ansat, hun stod for vandondulation og hårvask og var skrap på en meget sød måde. I pauserne gik hun altid en runde på etagen og sørgede for, at gardinerne hang lige, og at fødderne på løven funklede.
I 40 år besøgte min mor den samme frisør og fik sit hår farvet i den samme farve i villaen i Hasserisgade med de gulvlange gardiner. Nu er Yvonnes mor død, og min mor får ikke længere farvet sit hår.