Louise Juhl

Der er morgener, hvis vejrtræk er så langsomt, at jeg må skrive det ned for at holde det i gang.

Resterne af rødvinssaucen fra i går står gemt i en kop på bordet, udenfor er der ikke flere kastanjer på træet. Min mor har skrevet mig en lang besked, der, som altid, får mig til at savne hende. Det er noget med måden, hun blotter sig på – uden at afsløre det mindste. 

Jeg er begyndt at pakke til vinteren – i den gamle Haglöffs rygsæk med brede stropper, den kan holde til det meste. En lang ulden kjole, jeg har arvet, og den mørkerøde sweater, der er begyndt at stumpe over maven. Skisokker og en termokop, vundet i spejdernes lotteri. Pulversuppe, en Zippo-lighter. 

Jeg skal ingen steder, det er bare for en sikkerheds skyld. 

Sådan holder jeg morgenen levende: Pakker ned, savner min mor og vinker til kastanjerne.