Louise Juhl

Da jeg var mindre, havde jeg en regel om, at tværsummen af et ord aldrig måtte være mere end F. Jeg kunne altså uden problemer skrive abemadskok, tulipanblod eller kommenkringle. Men aldrig trillebørshjul, onsdagssnegl eller mariehøneknæ, fordi de første to gav R, og det tredje ord K, i tværsum.
Jeg fortalte det til min far.
Jeg forklarede ham reglen, der var mere end bare en regel (en slags lov, faktisk), og tryglede ham om ikke at skrive ord, der lagt sammen gav mere end F.
“Lov mig det,” sagde jeg, og kiggede ham ind i øjnene, sådan som jeg havde set de gjorde på film, når de ville være helt sikre på, at den, de talte med, forstod alvoren.
Min far rystede på hovedet, lo og gav min skulder et klem. Han sagde til mig, at bogstaver kunne blive til ord og tal til summer, men at det ikke gav mening at blande de to ting sammen. “Hverken på kryds eller på tværs.”
Men jeg vidste, at nok er et bogstav kun et bogstav og et tal kun et tal, men også at loven står over både bogstaver og tal. Det ville derfor kun være et spørgsmål om tid, før min fars navn ville være Gerhard eller Yngve eller noget andet, han ikke kunne bære.
Og derfra ville alt kunne ske.