Louise Juhl

Man vågner en onsdag før klokken seks og tænker “ikk’ igen,” og putter koldt vand i hovedet for at slå tanken ihjel. Så går man tur med hunden i skoven og ser, hvordan oktober har pakket virkeligheden ind med en omsorg, man aldrig selv vil kunne mestre, og skammer sig  over at føle sig trist, når nu verden er gylden og fuld af kastanjer.

Så klør man hunden bag øret, først én gang  – så én gang mere. Går derefter hjem og tager sig sammen.