Louise Juhl

For noget tid siden læste jeg, i en læsegruppe for psykisk sårbare, et digt. Digtet kunne være skrevet af et barn og handlede om en kylling, der frøs, og som derfor var krøbet ind i et menneskehjerte for at få varmen. Nu sad den og varmede sig inde i hjertet, mens den så ud på sneen gennem en kikkert.
Jeg havde taget digtet med, fordi det barnlige univers og det naive billede af en forfrossen kylling rørte mig: Tanken om at finde læ hos hinanden. At vi mennesker, præcis som pingviner, kan holde varmen, hvis bare vi står tæt nok.
“Men jeg forstår altså ikke, hvad den der kikkert skal gøre godt for?” undrede jeg mig.
“Det er da klart,” svarede A, der sjældent siger noget, “når man tager en kikkert for øjnene, kommer alt helt, helt tæt på. Det er derfor den lille kylling fryser: den ser igennem en kikkert og derfor komme sneen og kulden alt for tæt på.”
Så snakkede vi om, hvordan vi allesammen havde dage, hvor vi følte os som forfrosne kyllinger med kikkert for øjnene. Hvordan tingene på de dage kom for tæt på, blev for meget.
Bagefter fulgtes jeg med A til bussen, vi gik forbi en grillbar med vinduet fuld af nøgne, svedige kyllinger, der roterede på spyd.
“For lidt og for meget,” sagde A.