Louise Juhl

Nogle gange står min mors ryg så åben, at er jeg bange for, at hun falder ud. Det er noget med måden, hendes hænder hænger ned langs siden, opgivende, som en struds, der lige er kommet i tanke om, at det ikke nytter noget at blafre med fjerene – den vil alligevel på vingerne.
På hylden over komfuret har hun en gennemsigtig boks fyldt med opskrifter. Skrevet i hånden på pergamenttyndt papir.

Blomkålsgratin, Forloren hare, Osso buco, alle opskrifterne er sorteret alfabetisk.

En dag beslutter hun sig for at skrive dem allesammen rene, det tager tid, lang tid. Jeg bliver utålmodig, eller jeg savner hende, i hvert fald spørger jeg, hvorfor:  Det hele står der jo allerede. Men min mor svarer, at det man har haft gennem hænderne, altid bliver bedre, end det, man kun har haft i hovedet. Så fortsætter hun med at skrive, Stødt melis i stedet for sukker og Pund i stedet for et halvkilo. Hendes håndskrift er skrå og kantet, hendes J’er ligner S’er. Mens hun skriver, former hun sine læber efter ordene: Pis-Ke-Flø-De. Uden lyd, men med en vejrtrækning, der mimer antallet af stavelser.
Bagefter beder jeg hende læse højt. ”Det er jo bare opskrifter,” svarer hun, men jeg insisterer, og hun opremser alle ingredienserne til gammeldags æblekage med ristet raps og flødeskum. Bagefter en gullash – ”Gulerødder skæres i en halv centimeter tykke skiver og svitses sammen med bacon, løgn og selleri,” læser hun. Jeg råber ”løg! Ikke løgn!” og mor griner og roser mig for at være så vaks, og den er den bedste dag nogensinde, synes jeg.