Louise Juhl

Gustav Salinas elsker Nutella!
Det afslører han i et Superhonest Interview, jeg ser med ham på youtube, da jeg vågner. Hans brystkasse virker mere robust end hans persona.

Bagefter går jeg en tur i regnvejret. Det kommer altid bag på mig, hvor meget mere jeg får ud af at tænke med fødderne end med hovedet.

Min mors kusine, Bibbi, har skrevet på messenger, da jeg er tilbage. Hun er lige vendt hjem efter ni år i udlandet, hun skriver, hvor godt det er at være hjemme igen:
– Ved de gule busser og vindmodstanden, det har jeg godt nok savnet!
Jeg kan ikke komme i tanke om, hvad jeg ville savne efter ni år. Poul Thomsens hund, Balder, måske, men den er jo død, og så tæller den vel ikke som rigtig dansk længere?

Jeg går i køkkenet og tjekker skabe og skuffer. Det var egentlig planen, at jeg ville lave fiskefrikadeller, men huset har ingen stavblender, og jeg synes, de bliver for grove, hvis jeg hakker dem med kniv. Smag og behag, I know.
Måske kan jeg i stedet lave bøffer af persillerødder, dem har jeg to kilo af i køleskabet. Det handler om at se muligheder fremfor forhindringer, det har min far lært mig, selvom jeg er langtfra sikker på, at han vil synes løsningen med persillerodsbøffer. Han vil højst sandsynligt smage på dem og konkludere, at jeg har “misforstået opgaven.” Og jeg vil give ham ret, men så påpege, at langt de fleste videnskabelige og kunstneriske gennembrud jo netop er opstået ved sådanne fejlslagne forsøg. Der gemmer sig altid et mønster i sandet og hvis ikke, så gemmer der sig nok noget andet.

(Nu skal jeg tilbage på det, tilbage på sporet, hej.)