Louise Juhl

De graver udenfor med store maskiner. Det er svært at overhøre, så jeg står op. Det har været en mærkelig nat, fuld af tanker, der ikke ville drømme, og iskolde fødder.

I år falder julen på en mandag, det er ikke nogen trøst, men dog en formildende omstændighed. Der er stadig længe til, i mellemtiden koger jeg vand til en kop nescafé, noget skal tiden jo gå med. Jeg læser bagpå glasset, at indeholder svarer til mere end 50 kopper. Jeg har kun drukket fire, siden jeg brød forseglingen, men har allerede tømt halvdelen af glasset. Om det skyldes vildledende markedsføring eller styrken på min kaffe, ved jeg ikke, men jeg indrømmer, at jeg foretrækker kaffen SORT.

I stuevinduet har der samlet sig en lille sø af kondens i karmen. En flue er tæt på at drukne, jeg hjælper den væk. Først sidder den helt ubevægelig, måske overrasket over denne second chance, så ryster den sine vinger og forsvinder.

Jeg vinker og tager en tår af kaffen.
Mine fødder er stadig kolde.