Louise Juhl

Da jeg genoptog min kørsel efter mere end 17 års pause, gik jeg til en kørelærer for at få en række “genopfriskningstimer.” Kørelæreren var sidst i 50’erne, han hed Frank, havde bakkenbarter og meget høje tindinger. Han smilede meget, så jeg altid var en smule i tvivl om, om han i virkeligheden grinede af mig. Men Frank var flink og aldeles uhysterisk, også da jeg spurgte: “Hvad er det nu for én, der er bremsen?”

Jeg var skræmt fra vid og sans, selv på stilleveje med 20 kilometer i timen.
“Det er sindssygt, jeg kan jo køre et barn ihjel,” peb jeg. Og da vi lidt senere nærmede os et vejbump i sneglefart, råbte jeg “nej, nej, nej, NEEEJ,” og forsøgte panisk at vige udenom bumpet. Som bekendt er det ikke en mulighed, og jeg var nær kørt ind i en pille – kun Franks resolutte indgriben forhindrede et smadret frontparti på bilen.
“Jeg kan ikke engang kende forskel på speeder og bremser,” småhulkede jeg og lænede  mit ansigt mod rattet. Jeg var knust og parat til at opgive alt, ikke bare kørekortet.
“Husk på,” sagde Frank, stadig smilende (grinende?) “faren sidder i hovedet, ikke i benene” . Og efter en kort pause forsatte han (med tydelig udtale af alle stavelser, som om han ville flytte beskeden fra mit hoved og ned til mine fødder i samme tempo, som han udtalte ordene):

“Tænk. Med. Fødderne!”
Det er det klogeste råd, jeg nogensinde har fået.