Ensomig #427
by Louise Juhl Dalsgaard
Vi går tur i plantagen og gemmer os for hunden, der hurtigt finder os, og det med en glæde, vi forveksler med kærlighed. Hjemme igen går vi i bad – sammen. Du brænder dig på vandet, siger “det er fandme mere end hundrede grader varmt!”
Jeg griner, sir’ “det ka vist ikk ka lade sig gøre.”
Du tager begge hænder op foran dine øjne: “jeg kan ikke se, hvad du mener,” svarer du.
Senere går vi i den lokale biograf. Der er ingen film på programmet, til gengæld sælger de specialøl fra fad. Vi køber én til deling (og senere én mere).
Mens du drikker, fortæller du, hvordan schæferhunde blev brugt i belgisk Congo til at undertrykke befolkningen. Du siger, at det sikkert er derfor, at så mange frygter racen.
Jeg ved ikke, hvorfor du fortæller mig det.
Det er egentlig også lige meget.