Louise Juhl

Lørdag 06.37

Morgenen er mørk og ravende, præcis som den plejer at være, og således tryg.
I går eftermiddag, efter at jeg havde spist den sidste rest ribsgele på en rugkiks, lå jeg i sofaen og så:
Først op i loftets stuk, derefter ud på himlen, der lignede en kat.
Jeg nævnte det for hunden; Jeg må have tænkt, at den ville forstå:
“Se: Himlen ligner en kat!”
Jeg var tæt på at græde af lettelse. Tænk sig endelig at finde en forklaring, der kunne passe.

Nu fjorten timer og syvogtredive minutter senere, er himlen massiv og mørk, og forklaringen fra i går giver ikke længere mening.
Hvem siger selvfølgelig også, at den skal det?