Louise Juhl

Hun ligner en, der kunne lade en hveps slippe eller skåne en måge, hvis det kom dertil. Det gør det heldigvis ikke.

Da jeg inviterer hende til jul, svarer hun:
– Åh, lad os vente med det, jeg kan jo være død til den tid.
Jeg ved godt, at det er sandt, men hvad skal man med sandheden, så længe virkeligheden er en anden.

Hun har skåret æbler, syltet ribs og kogt tyttebærgele.
– Det er fortrinligt til både kalkun og brunede kartofler, siger hun og stiller et glas gele på bordet. Hun har skrevet dato og bærsort på en oval label, det gør ikke nogen forskel, hendes skrift er ulæselig.
Jeg taler om sylte; at der er svineskank på tilbud ved slagteren, jeg ved ikke, hvorfor jeg siger det, jeg kan ikke fordrage sylte.
Men pludselig står vi der, ved slagteren, uden anden himmel over hovedet end et gipsloft.
Hun hiver et frossent ben op ad frysedisken:
– Til hunden, forklarer hun og slagtermesteren pakker benet ind i brunt papir.
Tilbage igen koger hun knoglen til den er mør, og marven slipper benet.

Så taler vi om alt muligt andet. Om te fra Perchs, hasselnødder med skal og prisen på cykeltasker.
Hendes hals virker udsat, som en majstang i januar.
Hun ser min bekymring, og forsikrer mig om, at hun ved hvordan man klæder sig på:
-Maj, november, januar. Hver hals til sin tid, smiler hun.

Hvis der er noget, hun er blevet bedre til med årene, siger hun, så er det ikke at love mere, end hun kan holde.
– På den kan man altid forsvinde uden at efterlade et hul, forklarer hun, og henter en saks i køkkenskuffen, klipper et vissent blad af en sukkulent.
Jeg giver hunden benet, den æder det grådigt og efter tyve minutter er der ikke længere noget at se af hverken knogle eller marv.