Louise Juhl

Jeg har gemt så længe på vreden, at der er groet skimmel på dens bakkenbarter. Jeg ser i spejlet, og får ondt af mit selv:
Alle de følelser fra for længst, der nu står plantet som stride grå hår i mit ansigt.

På det sidste, har jeg bemærket, er der begyndt at gro hår ud af mine ører – stive og urimeligt lange. En slags rasende tentakler, måske, fra et indre Marianerdyb, en undersøisk virkelighed, jeg ikke kender til, men som tydeligvis kender til mig.