Louise Juhl

Jeg husker meget lidt, men jeg husker min mormors øjne, der hverken var brune eller blå, men støvet gule og som kunne skelne skygger i mørke som natdyrets: Hun kendte min morfars vrede, før den opstod, og mit manglende smil, når min mor for igen gik en af sine daglange ture uden mig, der blev tilbage i mormors stue med standurets tikken som eneste selskab. 

Så kom mormor -med sine gule øjne og hævede ankler- og viste mig, hvordan man puster æg og maler de skrøbelige skaller med en omhu og ømhed, jeg stadig længes efter.