Louise Juhl

Jeg er fem, måske syv, vi er i sommerhus. Der er midt på sommeren, lige før min fødselsdag. Jeg ønsker mig en lommeregner fra Casio, et abonnement på Anders And og et bånd med Lone Kellerman. Min bror og jeg sover i samme værelse, min bror i overkøjen, for han er ældst, og jeg nederst, det er ok. Jeg holder af at ligge i køjen og se på knasterne i træet på væggen, jeg finder figurer og små dyr i træets årer: lille Hiawatha og en sommerfugl, der flyver på hovedet..

Inde i stuen sidder min mor og læser, hun har lagt sine ben på en skammel. “For blodomløbet,” forklarer hun, jeg ved ikke, hvad det betyder, og spørger heller ikke. Min far sidder på terrassen, han snitter i træ i sine ternede shorts. Jeg kan ikke se, hvad han snitte og spørger, men han svarer, at man aldrig kan vide på forhånd, hvad det bliver til – man er nødt til at vente og se, hvad træet gemmer på. Jeg tænker på Hiawatha og den omvendte sommerfugl i plankerne på værelset og ved, at han har ret.

Huset er omgivet af høje graner, fyr og mosser i alle mulige farver, grønne, turkis, grå. Grunden er ujævn, der er bakker og pludselige huller.
Mor siger, at vi skal huske at se os for, når vi bevæger os rundt om huset, ellers risikerer vi at falde og brække et ben. ”Eller det, der er værre,” slutter hun af, og jeg er skræmt til døden ved tanken om, hvad det der “værre”, mon er.

Et år går der larver i træerne, målerlarver. Min far er rasende, han bander og svovler over de små orme, der gnaver af nålene og beslutter sig for at gå i krig. Efter flere forsøg finder han en sæbevandsblanding, der slår kræene ihjel, og hele sommeren går han omkring med et sæbevandsspyende apparat på ryggen og sprøjter på alle træerne. Jeg får lov at hjælpe med en lille parfumeforstøver. Jeg ser de hvide ormes sidste krampetrækninger og føler en sær tilfredsstillelse, som jeg ikke tør nævne for nogen, for min mor siger, at man ikke må ikke fryde sig over andres ulykke.

Der er ikke meget at give sig til i sommerhuset. Der er ”Jakob og Joakims redningskorps” af Jørgen Clevin, et spil Kalaha og et puslespil med 5000 brikker, som er alt for mange for mig. Jeg bruger det meste af min tid på terrassen, tænker tanker eller skriver historier, sørgelige historier, om mødre, der dør af kræft, eller unge piger, der tager deres eget liv, fordi de ikke kan få den mand, de elsker. Det er den samme sætning, der slutter alle fortællingerne af: ”og hun døde ensom og forladt.” Det bekymrer min mor, der tager min hånd og spørger, om jeg har det godt og fortæller mig, at der findes en psykolog på skolen, hvis jeg mangler nogen at tale med.

En dag løber der et firben over terrassen, det bevæger sig i hurtige ryk frem og tilbage foran mine fødder. Jeg bliver glad ved synet af det lille dyr og rækker min hånd frem for at ae det. Men dyret smider halen, og jeg mister grebet, og det amputerede firben forsvinder mellem plankerne.
Tilbage på terrassen ligger den tabte hale. Jeg græder i timevis, ved tanken om at min omsorg er så skræmmende, at den slår ihjel, og de næste mange år gør jeg mig umage for ikke at række hænderne ud hverken mod dyr eller mennesker.