Louise Juhl

Jeg vågner med fældende DNA under mine negle. Står op uden vilje, tisser, fjerner søvn fra en glemt krog i øjet.
Hunden har ingen bekymringer: den slikker sine morgennosser med en uskyld, der kun er dyrene forundt. Jeg klør den bag øret, lægger dens pels omkring mit ansigt. Det føles blødt – vel næsten som at være frikendt.