Louise Juhl

April.

Han peger på en stol i eg, tilbyder mig at sidde.“Du kan bare flytte puden, hvis du helst er fri,” siger han.

Jeg ryster på hovedet: ”Det er fint,” sætter mig. 

Han læner sig lidt frem i stolen.

 “Det er vigtigt, at vi er enige om rammerne,” siger han og tilbyder mig vand fra en kande.

Jeg nikker. 

”Rammerne, ja det er klart,” svarer jeg og følger mig afsløret.

Han fylder vand i mit glas, to isterninger følger med og lidt af vandet ryger ovenud, drypper ned langs glasset. 

“De er få og enkle – rammerne altså. Men så meget desto væsentligere er det, at de ligger fast. Man kan sammenligne dem med stolper, der skal bære et hus. Det er dig, der er huset.” 

Han ser mig i øjnene, mens han taler.

Jeg griber om glasset og tager en tår. En af isterningerne følger med.

“Det’ klart,” mumler jeg utydeligt, med munden fuld af is. 

Jeg ved ikke, hvad det er, der er klart.