Louise Juhl

Jeg flyttede ind en onsdag og ud en torsdag, der var fire år imellem. Søndagen efter torsdagen opsøgte han mig i et værelse, jeg havde fremlejet på Bronzealdervænget. Jeg havde ikke andet med mig end en elkedel og en pilatesbold, jeg brugte som stol.
Han følte sig forvirret, sagde han, allerede mens han stod i døren, han forstod ikke mit forsvindingsnummer:
– Intet har jo forandret sig, siden vi mødtes?
– Nej, netop, svarede jeg.
Han kom fire minutter over to og var på vej afsted igen bare otte minutter senere. Han forlangte at få pilatesbolden med sig: Det havde været hans gave til min toogtredive års fødselsdag, han syntes ikke længere, at vi var på gavefod.
– Hvis du virkelig vil være det bekendt? sagde jeg og rakte ham den hårdtpumpede bold.
– Det eneste, jeg ikke vil være bekendt, er dig, svarede han.

Hans mor hed Lis Rosa, første gang, jeg hørte navnet, lo jeg.
– Det lyder som navnet på en hudsygdom, forklarede jeg.
Han så såret ud.
Hun havde langt stålgråt hår, der nåede hende til lige over lænden, og røg tredive grønne Cecil om dagen. Hun drak for meget – det fortalte han mig allerede inden, jeg mødte hende – og spiste for lidt. Da hun åbnede døren, kunne jeg med det samme se, hvad han mente.
Hun døde på Horsens sygehus en måned efter, at han havde præsenteret mig som den kommende svigerdatter. I journalen havde de anført “underernæring” som dødsårsag, ikke et ord om den daglige flaske whisky, hun i årevis havde erstattet maden med.

Han lukkede luften ud af bolden, før han gik. Det tog sin tid, ventilhullet var ganske lille, imens stod vi på trinnet og lyttede til lyden af sivende luft. Et øjeblik var jeg ved at fortryde, invitere ham med ind igen, men jeg gjorde det ikke, og da bolden endelig var tømt, pakkede han den sammen og gemte den væk under motorcykeljakkens beskyttende brystpuder.
Så kørte han væk, og jeg gik tilbage på værelset, varmede vand til en kop te, spiste en kiks, stående taffel.