Louise Juhl

Nogle gange, det vil sige for det meste, ville jeg ønske, at jeg var syg, at det hele var en psykose, en vrangforestilling.
Ikke fordi jeg vil være syg, men bare så jeg kunne sige: “det er sygdommens skyld”. Stemmerne er, verden er.
Min klæbrige mund, der hele tiden taler over sig, er en sygdom. De døde træer i skoven, er en sygdom. De fede våbenhandleres fortjeneste, er en sygdom. At prioritere kampfly fremfor mennesker på flugt, er en sygdom.
Eller når jeg vågner om natten, fordi jeg har har bidt mig i hånden, og du trøster mig, og jeg råber “hold kæft!”.
Det er altsammen sygdommens skyld.

Men jeg er ikke syg.