Louise Juhl

Det er 391 dage siden vi mødtes sidst og for sidste gang. Det var i september, træerne ved søen var lige blevet stynet, de lignede tæmmede konfirmander. Ingen af os vidste vist helt, hvad vi skulle mene om det. Vi udvekslede bøger, det var ikke en handel men en gestus. Du skrev senere, at du var flere år bagud med at få læst, og at det først for nylig var gået op for dig, at din læsesløvhed skyldtes dårligt syn. Nu havde du fået briller: ‘Ååh hvilken forandring! God sommer! Knus fra mig.’ Nu er sommeren længst ovre, det er efterår, og jeg er begyndt at læse forfra. Alt, hvad du har skrevet. Jeg læser det højt – for kaffen og for koppen, for min mand og min hund:
‘Det dér, det dér du
sagde dér, dit sidste ord
Nu har jeg taget det til mig’
(sagde jeg, siger jeg)