Louise Juhl

I går var jeg til  reception, sådan en med oversøisk vin, kartoffelsalat og frikadeller sat på pinde. Der blev holdt taler og givet gaver og alt var fint. Måske lige pånær mig, der hægede om mit fremmede ansigt, som en dykker om sit iltapparat

I hånden havde jeg et glas på stilk, det er det eneste, jeg virkelig husker. Jeg  husker således ikke, hvordan jeg kom derfra, kun at jeg havde hånden fuld af splintret glas, da jeg endelig nåede hjem.

Jeg ved ikke, hvad man stiller op den slags, med håndsår og hullet hukommelse. Engang ville jeg have sat mig og skrevet om det, men det har jeg forlængst indset, ikke nytter noget.