Louise Juhl

April.

”Jeg har tænkt over det med ensomhed,” siger jeg, før jeg overhovedet har sat mig. ”Jeg er ikke ensom, jeg er altid sammen med nogen.”

”Men sjældent med dig selv?” spørger han.
Måske er det ikke et spørgsmål.

Han er i lysebrune fløjlsbukser og sko i mørkt læder. Skjorten er lyseblå, den er knappet op i halsen men ikke så meget, at man kan se hans brystkasse.
Hans påklædning er neutral, næsten påfaldende.

Jeg er lige ved at svare ham, at mit liv jo for fanden ikke er en rebus, der skal løses, men stopper mig selv. Sidst havde han sagt, at jeg virkede aggressiv, når han spurgte til mig – at han jo ikke var ude på at genere mig.
”Jeg er da ikke aggressiv,” havde jeg svaret ham. Lovlig hurtigt.

Så var det, at han havde sagt det med ensomheden:
”Ensom måske?” havde han spurgt, og jeg havde svaret ”nej!” og lavet himmelvendte øjne.
Bagefter var der helt stille. Flere minutter sad vi uden at nogen sagde noget.

”Nå men så,” havde han til sidst sagt, og jeg havde mumlet ”ja” og taget min frakke fra krogen på væggen.
”Skal jeg lukke efter mig?” havde jeg spurgt og peget på døren.
”Tak,” havde han svaret.

Nede på gaden havde jeg taget frakken på. Så af igen. Så på.
Så begyndte jeg at græde.
Det kom bag på mig, der var jo ikke noget at græde over.