Louise Juhl

En flue er vågnet af sit hi og balancerer dovent på kanten af vasken. Jeg børster mine tænder i et mønster, der mimer dyrets bevægelser: Lidt frem, lidt tilbage. Jeg har drømt om Havrefras og fortrydelser, men der er en grænse for al tålmodighed – også min, og til sidst vågner jeg med en appetit, der ikke handler om sult.
I går var jeg til oplæsning, Julie Sten Knudsen læste et digt fra sin seneste samling Spor efter fugle: “Jeg er så taknemlig/ at jeg ikke kan sove,” lød den, men jeg hørte det som: Jeg er så tryg, at jeg ikke kan sove, som ville være en præcis spejling af mit søvnløse liv: Det fornuftige fodtøj, de smilende æg. Alle ville vælge Whiskas, men hvad vil jeg?
Nu er det søndag, fluen er gået i sig selv igen, mine tænder skinner som en dårlig reklame: “Say cheese!” Hvis min mor havde fødselsdag, ville jeg bede hende læse digte højt på et sprog, ingen af os kender. Hun er god til den slags, at gengive det uforståelige uden at oversætte. Men hun fylder ikke år, så jeg må nøjes med Havrefras og Whiskas: Lidt frem og lidt tilbage.