Louise Juhl

Mettes mor hedder Lizette med z. Det er i hvert fald sådan, hun svarer, når man spørger, hvad hun hedder.
“Lizette med z,” siger hun, og det hænger ligesom ved.
Hun arbejder som afløser på et plejehjem, men for det meste er hun ikke på arbejde, hun er bare ikke hjemme. Ingen ved vist rigtigt, hvor hun er, heller ikke Mette.

Mettes far kunne godt ligne en, der hedder Frank, men det gør han ikke. Han hedder Jan og er mekaniker. Hele hans indkørsel er fyldt med biler, der skal have skiftet bremser eller hjul eller en rude. Nogle af bilerne har stået så længe, at ingen længere kan huske, hvad de fejler.
Men Jan siger, at de bliver penge værd engang.
“Bare vent,” siger han.
Lizette med z sukker: “snart har vi dem vel også i soveværelset.”

Frank, der hedder Jan, får en sommer tilbudt at komme til Irak, det er noget med Forsvaret. “Han skal stå for vedligeholdelse af vognparken,” forklarer Mette. Jeg spørger, hvad en vognpark er for noget, og Mette svarer, at det da siger sig selv.

Frank, som i virkeligheden hedder noget andet, er væk i to år, det er lang tid, synes jeg.
“Savner din mor ham ikke,” spørger jeg Mette, der trækker på skulderen:
“Det tror jeg da nok.”

Mens Mettes far ordner biler i Irak får Lizette med z ordnet en masse andet. Hun får for eksempel fjernet alle bilerne i indkørslen, og da Mettes far vender hjem, har Mette fået en lillebror. Han hedder Ludvig, “det er fordi han er født på Ludvig Holbergs fødselsdag,” forklarer Mette.

“Jeg har også altid ønsket mig en søn,” siger Jan, da han ser drengen. Bare det.