Louise Juhl

Min mor har skrevet en sms i løbet af natten, hun skulle hilse fra Åse, skriver hun, hende, der klippede mit hår, indtil jeg blev teenager og fandt ud af, at permanent var fremtiden, Åse protesterede, hun mente ikke, hun kunne sætte sin faglighed over styr hver gang moden skiftede, så fandt jeg en anden frisør, hun hed petrea, og det første jeg spurgte hende om var, hvem der dog havde fundet på det mærkelige navn, det svarede hun aldrig på, til gengæld affarvede hun mit hår tre gange i træk men hver gang forgæves, det havde stadig samme nikotingule skær som en storrygers fingerspidser, så vendte jeg tilbage til Åse, tryglede hende om at klippe mig til fornuft, og med tiden lærte hun mig at leve med den virkelighed, der nu engang var min, filtret og leverpostejsfarvet, i dag bliver jeg klippet hos Kat på strøget i Aarhus, Kat hedder i virkeligheden Kathrine og dubber tegnefilm i sin fritid, hun siger, at jeg aldrig kommer til at se ud som Meg Ryan, men at mindre også kan gøre det, jeg skriver tilbage til min mor, at jeg elsker hende, og at jeg ønsker mig en shampoo til tørt og medtaget hår i julegave.