Louise Juhl

Det er mandag her i Skanderborg, sikkert også de fleste andre steder, og jeg har skrevet en liste for dagen:

Klokken 9.25 skal jeg til kiropraktor, cirka en time senere vil jeg aflevere sonia åkessons “jeg bor i sverige” på biblioteket. Over middag er det så min plan at skrive en tekst om generaliseret angst, jeg er bange for næsten alt: Fedtprocenten i ost, statistiske variabler, ø-deportationer. Om natten vågner jeg og hiver efter vejret, måske fordi jeg er midtvejs i livet, men så langt fra mine mål som nogensinde før.

Er det mon dine mål, der er problemet? kunne teksten spørge, men jeg tror ikke på skriveprocessen som en terapeutisk praksis og nægter derfor at svare. I stedet beslutter jeg at købe to orange Gerbera, som jeg lægger ved et gravsted på kirkegården, ingen længere besøger. Typisk Louise at adoptere en hjemløs sorg:
Hver mandag besøger jeg Ernst med det umulige efternavn, vi plejer at opmuntre hinanden:
-Det er ikke slemt, som det ser ud til, forsikrer han mig hver gang.
Jeg ved ikke, om han taler til sig selv eller mig, og jeg beder ham ikke om at uddybe.