Louise Juhl

I digtsamlingen Spor Efter Fugle finder man følgende linje: “Jeg er så taknemlig/ at jeg ikke kan sove.” Den tænkte jeg på, da jeg i nat lå søvnløs med vækkeurets digitale tal lysende foran mig: 03.45. Jeg skrev:
Tak til Thise for at lave verdens bedste ost (der også smager godt klokken 03.45 om natten,) tak til bænkebideren, der hver dag minder mig om, at man godt kan være sær og samtidig fin, tak til min nye grønne uldkjole for at få mig til at ligne et træ i skoven, tak til min mor for ikke at bære nag og til min cykel for det samme, tak til mørket for ikke at fylde det hele – og til lyset for at fylde resten, tak for taknemligheden, der holder mig vågen i nat, af alle søvnløse grunde er dét dog den bedste.