Louise Juhl

Der kommer en ny, det er en onsdag.
”Det er en planlagt,” siger Nete.
”Pheeew, så er vedkommende da ikke fuldkommen fra snøvsen,” svarer Thea, men retter med det samme sig selv:
”altså I hvad jeg mener. Det giver så meget stress med de akutte indlæggelser.”

Jens kommer ind, han har et blåt clipboard under armen.
”Jeg har glemt noget at skrive med, er der en af jer, der kan hjælpe?” siger han som det første.
Jeg rækker ham min stiftblyant.
”Hvordan virker sådan en?” spørger han, og jeg viser ham, hvor han skal trykke,, for at stiften kommer ud. Jens trykker og trykker.
”Nej, Jens for fanden, har du trukket din hjerne i en automat?” griner Nete og tager blyanten ud af hans hånd, skubber stiften tilbage.
”Et skridt ad gangen, Jens, er det ikke det, du altid har lært os. Det gælder sgu også stiftblyanter,” smiler hun.
Jens tager blyanten ud af Netes hånd, ”Ja til grin, det kan man sgu altid blive,” smiler han tilbage.

”Nå, som I nok har hørt, så får vi en ny patient i dag. Han hedder Thor og er 26. Han er i udredning, og vi vil gerne have et øje på ham så længe,” fortæller Jens og skriver Thore med blokbogstaver på sit papir.
”Får han så Mettes værelse?” spørger Thea.
”Ja, det var tanken, ellers skal vi jo til at rykke rundt på jer alle sammen,” svarer Jens.
”Jeg MAGTER altså ikke at flytte stue igen, bare fordi Thea har et issue med, hvem hun bor ved siden af,” udbryder Nete og folder sine arme over brystet.
”Det har jeg heller ikke bedt om, vel?” raser Thea.

”Så, så, så,” tysser Jens, ”Thor kommer til at bo på Mettes gamle stue, ved siden af Thea, og jeg er sikker på, at det er helt problemfrit.”
Så sætter han to streger under Thors navn på sin blok, som for at understrege, at beslutningen ligger fast.