Louise Juhl

Helle er tilbage, hun har været væk et par uger.
Thea siger, at hun har været udskrevet til et behandlingshjem i Sønderborg. Hun ved det, fordi hendes far sidder i regionsrådet, og der har været en masse hurlumhej med økonomien omkring det hele, fordi institutionen lå i en anden region.
Theas far havde stemt imod planen, men et flertal var gået imod ham.

Nu er Helle så tilbage.
Stedet var alligevel ikke lige hende, hun havde vist nok været omkring skadestuen med snitsår hver dag, siden hun ankom. Til sidst havde pædagogerne på stedet sagt stop, de mente ikke, at Helle var ”parat til deres tilbud.”
Theas far mente omvendt, at stedet ikke var deres opgave voksen.

”Det handler sgu ikke om voksenhed, når det kommer til Helle” siger Nete på vej ud fra sin stue.
”Hvad mener du,” spørger jeg.
Nete går forbi.
”Jeg mener det, jeg siger,” siger hun med ryggen til. Så vender hun sig om og smiler:
”Det kan du spekulere over, mens jeg er væk. Jeg har lige en terapeut, jeg skal drive til vanvid, før jeg kommer tilbage og gør det samme med jer andre.”
Så forsvinder hun igennem den tunge dør for enden ad gangen.

”Fuck, hun er mærkelig,” mumler Thea.
”Det er vi vist alle sammen,” svarer jeg, ”det er vel derfor vi er her.”
Thea ser forskrækket på mig.
”Jo, men der er forskel på graden,” siger hun, og jeg kan se, at hun håber på, at jeg giver hende ret.