Louise Juhl

Mine kinder er ru af søvn, det er enten meget tidligt eller meget sent. I en lejlighed på den anden side af gaden har nogen tændt levende lys, det ligner et natdyrs flakkende øjne.
Min bror har sendt et billede fra en eksotisk ø, hvor han fejrer nytår med familien:
– Vi skal have tunbøf a la Marocco, skriver han.
– Vi skal have gæster, svarer min far.
Hver morgen fortæller jeg mig selv, at der ikke er noget at være bange for. Jeg har nemlig læst, at det at gentage noget skulle virke beroligende i sig selv, som en slags mantra: Der er ikke noget at være bange for.
Jeg har stadig til gode at blive overbevist.
I nat har det regnet, mørket giver genskin i det våde græs. I min vindueskarm ligger en uprioriteret stak af bøger: Ingeborg Bachman, Judit Hermann, George Gospodinov. Et tidsskrift om søens insekter. Der er nok at gå i gang med. Om femten timer og syvogtredive minutter er dagen forbi, og et nyt år begynder. På den måde er tiden hele tiden en gentagelse af sig selv:
Der er ikke noget at være bange for.
Der er ikke noget at være bange for.