Louise Juhl

Jeg har fået arbejde i Føtex kundeservice, jeg skal læse noveller med skjult reklame for forbrugsblinde kunder, og gøre fiskefileter klar til stegning: Vende dem i æg og rasp – tale dem til ro. Det er typisk i ydertimerne, det vil sige før kl 16.00 og efter 17.00. Udover de faste opgaver får jeg også lov at snuse til marketing. Jeg finder blandt andet på slogans:
“Fuld tilfredshed eller bukserne ned!”
“Vi ler først som sidst – men altid bedst!”
“Føtex: Fordi vi vil dig vores bedste!”
Jeg lærer hurtigt at afslutte med udråbstegn, det hjælper til at piske en stemning op:
– Det er lige præcis, hvad vi ønsker, siger den nye varehuschef. Hun hedder Annyi med yi, og kommer fra en ledende stilling indenfor kæledyrs-lingeri.
– Vi skal fastholde kunderne – om nødvendigt med magt, forklarer hun.
Som afslutning på introdagen forærer hun mig en kogebog om fermentering af pålægspølser. Jeg skynder mig hjem og forsøger mig med alle opskrifterne, indtil Annyi med yi ringer og afslører, at der er tale om en personlighedstest:
– For at se, hvor langt du var villig til at involvere dig. Din tid er vores tid, vores tid er din tid! siger hun, og jeg noterer omhyggeligt : måske kan jeg bruge det i et slogan og hvis ikke, så i til at trøste fiskefileterne.
Jeg får også lov at bære et badge på størrelse med et spejlæg:
– Jeg er til for dig, står der og lederen af slagterafdelingen tager det meget bogstaveligt. Han bruger min sweatshirt som serviet, når han smager på de rå vareprøver fra slagterierne
– Uhm, smasker han og tørrer stegefedt og indmadsrester af i min trøje.
Det nye år tegner godt: Jeg er lykkelig over endelig at kunne bidrage til et fællesskab.
Hvis jeg klarer mig godt, har Annyi lovet, at jeg får lov at skifte bonruller ved selvbetjeningsmaskinerne efter sommerferien.