Louise Juhl

Mette har fået lov at få Aslak, hunden, med.

Den får en kurv i fællesstuen, og Helle laver et fint tæppe af hæklede klude, hun sætter sammen efter et sindrigt mønster, kun hun selv kan se. Det er lige ved at føre til skænderier, men så siger Thea, at man jo ikke behøver at forstå et mønster for at se, at det er flot. Det er alle enige om, og så går skænderiet i sig selv igen.

Men hunden vil ikke ligge i kurven, kun ved siden af Mette, og det går ikke, for der må ikke komme hverken fodtøj eller dyr op i møblerne. Men så finder Nete på at lægge sin amulet i kurven, med lædersnøre og det hele, og så hopper hunden gladeligt ned fra sofaen og lægger sig i kurven, og Mette ånder lettet op.

Thor har fået det bedre, han er begyndt at komme i fællesstuen. I første omgang kun et kvarter af gangen. Jens siger, at det er for at minimere mængden af stimuli, ”bare så vi er sikre på, at det bliver en god og ikke for overvældende oplevelse for ham.”
Thor siger næsten ingenting, men da han ser, at Mette sidder ved siden af kurven med det hæklede tæppe og stryger sin hånd op og ned ad hunden, der ikke findes, hæver han for første gang sin røst:
”Hvad hedder den?” spørger han og alle virker overraskede, for ingen har fortalt Thor om den hallucinerede hund eller om Mettes sorg.
”Aslak,” svarer Mette, ”du må gerne klappe ham, han gør ikke noget.”
Men Thor ryster på hovedet, ”nej tak, men den er godt nok sød.”
Og da han et kvarter senere rejser sig og går tilbage til sit værelse, siger Nete:
”Det er vel nok godt, at han har fået det bedre.”