Louise Juhl

Klaus spørger, hvordan det går.

”Det går – men ikke godt,” svarer jeg

Klaus siger ikke noget til, men venter på at jeg fortsætter.
Det pisser mig af.

”Jeg tænker, at hel mit forpulede liv er en drøm, der er gået i stykker,” snerrer jeg. Klaus sætter kuglepennen på sin blok, bevæger den i små cirkler den ene vej, så den anden vej. Han er stadig tavs, blikket er rettet mod hans blok.

”Ja, jeg tænker, at jeg er en drøm, der er gået i stykker, og at hvert stykke er gået i opfyldelse, at jeg er håbløst opfyldt af et jeg, der ikke hænger sammen.” Jeg taler hurtigt, som om jeg vil nå at sige alle ordene, før de forsvinder i hver sin retning.

”Hmm,” svarer Lars og smiler ned i blokken.