Louise Juhl

Første gang, vi mødes, er på plænen foran cafeen. Vi har begge hunde med og standser op, så dyrene kan lære hinanden at kende.
– Carrie, smiler hun, og jeg sætter mig på knæ. Stryger hunden over ryggen: – Carrie.
Hun fortæller mig om sin mor. Hvordan hun altid stillede sig med ryggen til, hver gang hun blev vred.
– Nu er jeg et sted i processen, hvor jeg er klar til at vende hende om, forklarer hun. Jeg ved ikke, hvad hun mener med det.
– Hun døde i marts.
– Der gør mig ondt, svarer jeg og samler hundens efterladenskaber op i en lille sort pose. Binder en knude på og smider den i den i forvejen overfyldte skraldespand. Stativet fra en kasseret paraply stikker ud under spandens låg.
Hundene snuser begge til græsset, tilsyneladende har de mistet interesseret for hinanden.
– Og din? spørger hun.
– Irsk setter, fire og et halvt år, svarer jeg. Kommer først for sent i tanke om, at det nok er min mor, hun spørger til.
– Åh, undskylder jeg.
Hun smiler og kigger på klokken:
– Jeg må hellere se af at komme videre.
Hun bliver stående lidt, som om hun venter på noget. Efter et stykke tid begynder hunden at hive i snoren, den har fået færten af noget i den modsatte retning. Hun følger efter:
– Jamen så hej.
Jeg løfter hånden til hilsen, tænker, at jeg burde tilføje noget mere. Men jeg ved ikke hvad og tier.