Louise Juhl

Jens er blevet sygemeldt, hans kone har aborteret i sjette måned.
De havde ellers forsøgt sig i tre år, og nu så det endelig ud til at lykkes.
I fællesstuen havde vi flere gange foreslået navne: Jeremiah eller Axel, hvis det blev en dreng. Molly eller Signa, hvis det blev en pige.
”Ja, nu skal jeg jo også lige have fruens accept,” havde Jens grinet, men nu var det ligesom ikke længere så aktuelt.

”Vi ved ikke, hvor længe Jens vil være væk, men jeg skulle hilse jer allesammen,” siger Lene, sekretæren, der stikker hovedet ind efter morgenmaden med beskeden.
”Shit,” siger Nete.
”Ja,” svarer jeg.
De andre nikker.
”Først Aslak og nu det her,” snøfter Mette og ingen af os protesterer.

Jens afløser hedder Maxwell, men bliver bare kaldt Max.
Han er kornraget, og det første han fortæller os er, at han prøver at holde op med at ryge, og at vi må undskylde, hvis han er lidt pirrelig.
”Nej, det er bare gas,” griner han lidt efter.
Mette ser forarget ud, mens Nete smiler anerkendende:
”Klart nok. ”