Louise Juhl

Vi har planlagt dagen længe, bare os to og en tur ned ad strøget, en kop te hos Perchs. At føle os udenfor sammen. Vi starter i Illums Bolighus, nok se, ikke røre, vi tager en twofie mellem sengetøj af strygefri satin. Vores øjne ligner hinanden, det lille krater mellem øjenbrynene er også det samme: Halvt undskyld, halvt hertil og ikke længere.
Du har længe været på jagt efter en tehætte, fortæller du, den, du har, er skjoldet og bleget af lys.
– Den slags sælges ikke mere, forklarer ekspedienten, vel knap fyldt tyve. Hun smiler medfølende, slår håret tilbage. Tiden er rendt fra os, vi må løbe for at nå et tog. Vi når det lige akkurat, du lidt før mig. Du slår mig på skulderen:
– Jeg har altid været den hurtigste af os to, griner du og jeg modsiger dig ikke, det er jo åbenlyst.
Vi køber gulerodsboller ved bageren i Føtex.
– Øjeblik, siger du og kommer tilbage med en buket af tulipaner, brudeslør og bregner. – Jeg ville egentlig have købt en ost, men dem, de sælger i butikken, er for kønsløse. I stedet går vi til slagter Byskov, køber en pålægspølse, fermenteret fennikel. Det er langtfra ost, men næsten lige så godt. Mens vi spiser, taler du og flagrer med hænderne: Viser mig, hvor meget et paradisæbletræ kan vokse på et år.
Jeg kan ikke slippe synet af dine tænders aftryk i bollen. Tanken om, at hvis du døde nu, ville det være det eneste bevis, jeg har på, at den her dag har fundet sted.