Louise Juhl

Den er i sort skinnende papir med sølvfarvet stofbånd rundt om, den har ikke noget kort.
”Den er fra mig,” mumler jeg.
Thor tager pakken og løsner båndet. Han er omhyggelig med ikke at ødelægge papiret, lirker forsigtigt tapen løs der, hvor den er fæstnet
”Det skal da bruges igen,” svarer han, da jeg siger, at han gerne må flå.

”Tak,” siger han, løfter langsomt bogen op, vender den om. Der er ikke meget at se, bagsiden er grønbrun og uden tekst, forsiden råhvid, med kun titel, forlag og forfatternavn at se.
”Orissa,” læser han.
”Altså jeg ved godt, at du siger, at du ikke kan koncentrere dig om at læse, men der står kun en sætning på hver side – og hver anden side er blank,” undskylder jeg.
Han åbner bogen, bladrer frem til den første side:
”Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne forklare dig det her,” læser han fra bogen.
Så lægger han den fra sig.
”Den er jeg sikker på, at jeg vil kunne lide. Tusind tak,” siger han og rejser sig for at give mig et knus.
Jeg løfter afværgende hånden:
”Det var så lidt. Du må hellere blive siddende, der er så mange andre gaver, du skal nå igennem,” siger jeg og skraber glasuren af et kærnemælkshorn med mine fortænder.