Ensomig #480
by Louise Juhl Dalsgaard
Doris foreslår at vi, i anledningen af sommeren, kan få besøg af en makeup- og farveekspert.
Om det er en erstatning for gravhøje eller torsk, er der ingen af os, der kan gennemskue, men vi er enige om, at Doris skal have point for forsøget.
Anne, Mettes søster, har en veninde, som er kosmetolog og personal shopper i Magasin.
Mette mener, at hun er født til opgaven og får overbevist Doris til at booke Lyra, Mettes veninde, til en aften med farvetest og tøjtrends.
Lyra kommer tirsdag klokken 19.00. Med sig har hun en lampe, der kan indstilles til både morgen- og aftenbelysning, et katalog med tøjstoffer i forskellige farver og en kuffert fuld af allergitestet øjenmakeup, parabenefri selvbrunere og shampoo uden parfume.
Helle melder sig som den første til en farvetest.
Lyra spørger til hendes foretrukne farver, om hun går med make-up, og om hun altid har haft langt hår?
”En ting ad gangen, please,” siger Helle og svarer, at hun går mest i denimbukser og ensfarvede t-shirt.
Farver tænker hun til gengæld ikke så meget over. ”Men det er nok mest råhvid og sandfarvet”
”Altså tidligt efterår,” afbryder Lyra og sætter kryds i en cirkel inddelt i fire.
”If you say so,” svarer Helle og ser ned ad sig selv, ”jeg vil nok kalde det ubagt leverpostej.”
Lyra holder forskellige stoffer op mod Helles ansigt, hals og arme.
”Du vil nu sagtens kunne bære nogle stærkere farver,” mumler hun. ”Se nu den grønne her, for eksempel. Den fremhæver din personlighed, kan du se det?” spørger hun Helle og holder et spejl op foran hende.
Helle ser i spejlet: Lyra har sat et grønt stofstykke fast i halsrundingen på hendes t-shirt, for at vise farven op mod ansigtet.
Helle synes, det ligner en hagesmæk.
”Måske?” svarer hun.