Louise Juhl

I går fyldte jeg benzin på den lille røde Skoda og kørte op til mine forældre. På vej derop hørte jeg Carole King, You’ve got a friend, og forklarede hunden, at min mor og far på tirsdag har været gift i 53 år.
– Det er langt tid, sagde jeg, længere tid, end jeg har levet.
Da vi nåede frem, løb hunden i forvejen, jeg kunne høre min fars næhhh og hundens begejstrede hale mod bordkanten. Så min mors stemme:
– Hvad skyldes æren?
Jeg fik et knus af dem begge, der blev brygget te og min mor fortalte, at hun har fået en ny veninde. Signe, en af dem fra vandgymnastikholdet. Det var egentlig en fejl, at de kom til at tale sammen. Det vil sige: min mor var kommet til at tage Signes badedragt med sig hjem – og Signe min mors – og så var de mødtes de for at udligne misforståelsen. Det havde nu gentaget sig fire gange – dog uden udveksling af badetøj. Den ene gang havde de sat sig for at bestige Eternittrappen – 282 trin – på tid. Min mor var hurtigst, men Signe mente, at det måtte skyldes begynderheld, så de har aftalt at gøre forsøget igen næste torsdag:
– Hvis altså ikke det giver frost, for så bliver trinene glatte, og i vores alder kan man ikke tillade sig at gamble med liv eller lemmer.
Min far fortalte om naboen, hun er ved at flytte. Hendes mand døde sidste år, og huset er aldrig blevet det samme siden. De har aldrig haft noget særligt med hinanden at gøre, alligevel vil han komme til at savne hende. Særligt søndagene, når hun gjorde rent, altid for åbne vinduer, mens hun sang med på alle slagerne fra Søndagsparaden: Gustav Winkler, Shubidua, John Mogensen.
– Ikke videre kønt men altid muntert.
Senere tog vi overtøj på og gik tur med hunden. Min far fortalte om ny dansk kompositionsmusik, noget han havde hørt om Deadline forleden. Min mor insisterede på at opføre en lit de parade ved den lokale biblioteksfilial, der lukkede ved årsskiftet.
Tilbage i varmen tog jeg billedet her af os alle tre, så kørte jeg retur til Skanderborg. Du godeste hvor holder jeg meget af de to mennesker!