Louise Juhl

Hun har ikke tænkt sig at forklare. Hun vil ikke. Der er ingen grund til.
I går havde hun følt sig bange. For måden solen hang på himlen, stift stirrende, for køleskabets urytmiske vejrtræk. Dét at han sang uden at hæve stemmen.
– At nynne, havde han kaldt det og lagt en hånd på hendes skulder, men hun havde verfet ham væk. Han kunne kalde det, hvad han ville, det ændrede ikke ved noget. Til sidst havde han holdt inde, men så var stilheden blevet for larmende, og hun havde tryglet ham om at begynde igen.
Sådan havde havde det været i går; i dag er det anderledes.
I dag har basilikumens blade rejst sig.
– Se! peger hun triumferende.
I dag står den trearmede tændt, med levende lys, helt fremme på skænken. I går havde de gemt den væk, de løftede fingre var blevet for meget.

Hun sætter en kop frem til ham på køkkenbordet. En lille skål med rosiner, et decilitermål og en blyantspidser. Han er ikke sikker på hvorfor eller til hvad, det er også lige meget.
Hun er ikke en ligning, og han er ikke hendes facit.