Louise Juhl

Tallene får alting til at hænge sammen
Seks, for eksempel, giver associationer til andet og mere end et halvt dusin. Otte er det antal timer, jeg har sovet, og syv er klokkeslættet uret ringer. Differencen mellem de to sidste er en og en halv.
I matematik lærte jeg, at den mængde, der blev tilovers, når man trak to tal fra hinanden, var “in mente.” Dengang vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med den viden, det gør jeg stadig ikke.
Det er den fireogtyvende, der er ti måneder til jul og M har købt en vin fra mit fødeår for at fejre det.
– Der er risiko for, at vinen har prop, når den er så gammel, forklarer han. Bare så jeg har det in mente.

Senere, på vej hjem i bilen, græder jeg, fordi mine fødder er kolde, fordi vejen er glat, og fordi jeg har glemt at købe hygiejnebind. Jeg kan mærke det varme blod fordele sig mellem mine lår. Hvis så bare det sneede, af en eller anden grund tænker jeg, at det ville mildne situationen. Jeg kører ethundredeogti kilometer i timen, jeg sætter vinduesviskerne i gang, de fejer rytmisk henover den tørre ruden, ritsj, ritsj.
Der er ikke noget, jeg skal nå, alligevel sætter jeg farten op til ethundredeogtredive – det er bare et tal. Jeg er bange for at bløde på bilens betræk og leder efter en plastikpose, jeg kan lægge imellem. Roder i bunden af bilen. Et kort øjeblik mister jeg kontrollen, bilen glider mod højre og ender i nødsporet. Så holder jeg dér, tæller sekunderne og pulsen, der banker. Enogtyve, toogtyve, treogtyve.
I radioen taler de om den voksende bestand af gråsæler, en fisker raser: De æder hans torsk! En biolog maner til besindighed.
– Det er ikke dine torsk, indvender han.
Værten afbryder:
– Klokken er femten, det er tid til en radioavis.
Jeg ser i bilens bakspejl, sikrer mig, at der et ophold i trafikken, blinker så ud. Kører hjem, instrumentbrættes digitale ur lyser rødt. Femten treogtyve.
Det sner stadig, blodet løber langs siden af mine lår. I morgen er begge dele nok hørt op.