Ensomig #486

by Louise Juhl Dalsgaard

Tallene får alting til at hænge sammen
Seks, for eksempel, er det antal centimeter sne, der er faldet i nat. Otte er de timer, jeg har sovet, og syv er klokkeslættet uret ringer. Differencen mellem de to sidste er en og en halv.
I matematik lærte jeg, at den mængde, der blev tilovers, når man trak to tal fra hinanden, var “in mente.” Dengang vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med den viden. Det gør jeg heller ikke i dag.
Det er den seksogtyvende, M har købt en vin fra mit fødeår, nitten treoghalvfjerds. Vi skal fejre, at jeg fylder femogfyrre og et halvt år.
– Der er risiko for, at vinen har prop, forklarer han. Bare så jeg har det “in mente.”

Senere, på vej hjem i bilen, græder jeg, fordi mine fødder er kolde, fordi vejen er glat, og fordi jeg har glemt at købe hygiejnebind. Jeg kan mærke det varme blod, der fordeler sig imellem mine ben. Det sner nu, jeg kører ethundredeogti kilometer i timen, vinduesviskernes fejer rytmisk henover ruden, ritsj, ritsj.
Der er ikke noget, jeg skal nå, alligevel sætter jeg farten op til ethundredeogtredive, det er bare et tal. Jeg vil undgå at bløde igennem til bilens betræk, leder efter en plastikpose, jeg kan lægge imellem, roder i bunden af bilen. Et kort øjeblik mister jeg kontrollen, bilen glider mod højre og ender i nødsporet. Så holder jeg dér, tæller sekunderne og pulsen, der banker. Enogtyve, toogtyve, treogtyve.
I radioen taler de om den voksende bestand af gråsæler, en fisker raser: De æder hans torsk! En biolog maner til besindighed.
– Det er ikke dine torsk, indvender han.
Værten afbryder:
– Klokken er femten, det er vist tid til en radioavis.
Jeg ser i bilens bakspejl, sikrer mig, at der et ophold i trafikken, blinker så ud. Kører hjem, instrumentbrættes digitale ur lyser rødt. Femten treogtyve.
Det sner stadig, blodet løber langs siden af mine lår. I morgen er begge dele nok hørt op.